Hvad er spiritualitet?

forfatter: Maria Lauridsen Jensen, 2020



Hvad er spiritualitet?

Ordene ”spiritualitet” og ”spirituel” er ord, som jeg har det svært ved, selvom mange betegner mig og det, der kommer fra mig, med de ord. Jeg har det svært ved ordene, fordi de, som det nu engang er ords natur at gøre, putter i bås. Ord kategoriserer. Ord adskiller.

Lige netop ordet ”spirituel,” er tillagt så meget betydning, at det er et ord, som skarpt deler vandene. Alligevel er det nok et ord, som de færreste kan forklare, hvad betyder. Det er ord som i støre eller mindre grad kan betyde, om folk vil tale med dig eller ej; samarbejde med dig eller ej; vedkendes dig eller ej.

Spiritualitet er typisk noget, man tager afstand fra, eller noget man identificerer sig med – der selvfølgelig også mellemgruppe, som er neutrale, og der er dem, som er nysgerrige. Jeg har det svært ved, når linjer bliver sort/hvide.

Jeg tror på, at vi alle har godt af at holde en åbenhed, accept og nysgerrighed overfor hinandens perspektiver. Lytte og acceptere og respektere hinanden. Vi kan lære af hinanden og udvide vores horisont, hvis vi hverken presser noget ned over nogens hoveder, tier eller vender det døve øre til. Og jeg tror på, at det at lytte til sin egen sandhed og være åben for, at den kan rykke på sig, er det mest værdifulde, man kan give sig selv.

Jeg har det svært ved ordet ”spirituel,” fordi jeg har registreret, at ordet kan lede til en form for beruselse eller minde om et sukkerchok. Med det mener jeg, at man i sin rejse ind i spiritualitet kan blive så opslugt af ”at blive spirituel,” eller at være ”rigtig” spirituel eller at opnå en eller anden rang, at ordet mister sin betydning – som jeg forstår det. Folk kan komme helt op at køre; nærmest hoppe som børn, der vil have mere sukker. Det er skønt med begejstring, men vi må huske jordforbindelsen. Vi må huske lige at stoppe op engang; tjekke om vi har hele os selv med. Vi må også tjekke om det, vi betegner “spiritualitet,” blot er et dække, som vi bruger til at undskylde os selv med eller til at erklære os selv som ”offer” med, eller om det støtter vores levede liv.

For mig er spiritualitet at lytte indad, og derfra finde sin egen vej. Vi kan lade os inspirere og støtte, og vi kan lære af hinanden, men vi skal ikke give vores autoritet til andre. Spiritualitet er den intime kontakt til sig selv og troværdighed overfor sig selv, der giver styrke, mod og mening til at leve livet, selv når det er svært.

Lad os tage ordet på dansk, for det er så dejligt nede på jorden – og alligevel ikke. ”Åndelig.” Ordet ”ånd” bruger vi til at beskrive en stemning eller en indstilling, og den udgave af ordet, har de fleste danskere nok på rygraden. Ordet kan også lede tankerne på ”naturens ånder” på den positive side eller ”onde ånder” på den negative side.

Derudover har vi ordet ”åndedræt,” som de fleste også har et fint forhold til. Men det er nok ikke alle, der er opmærksomme på, at ordet afslører en tanke om, at ”ånd rejser ind,” og ”ånd rejser ud” – vi bliver åndet. Og hvilken ånd? Min ånd eller noget udefrakommende?

I sagens natur kan vi observere, at noget udefra rejser ind i os, og bliver en del af os, for derefter at rejse ud af os og smelte i ét med omverden. Luften, vi ånder ind og ud, deler vi, og vi deler den endda med andre levende væsener inklusiv planter. Den tanke kan være intim på den smukke eller på den grænseoverskridende måde, alt efter hvem man spørger, og hvornår man spørger vedkomne. Åndedrættet er det, som holder os i live. Vi ånder fra kilden til liv.

Når vi nu alle ånder ind og ånder ud, er vi monstro så ikke alle sammen åndelige af natur?

Jeg render ikke rundt og kalder mig spirituel eller åndelig, fordi det hurtigt får en religiøs klang. Det, jeg er, er bevidst om detaljer og forundret over tilværelsen. Det jeg er, er helt mit eget. Jeg følger ingen skole eller institution 100 %. Jeg gør mine egne opdagelser, men jeg lader mig støtte og inspirere af dem og det, jeg møder på min vej. Jeg lever livet med en intim opmærksomhed, og det er i bund og grund det, der gør mig spirituel.

Jeg trækker ikke bare vejret, jeg er opmærksom på, at jeg gør det; jeg er fascineret over, at jeg gør det; og jeg er imponeret over al den viden og alle de muligheder, der ligger i åndedrættet, for den, som dedikerer sig til at være i det intime møde med sit åndedræt. Jeg har en hengivenhedspraksis og et fokus, jeg følger min indre støtte, jeg kommunikerer med ting, der ligger uden for det fysiske, og jeg mærker ting, som ikke alle mærker, men det kommer i bund og grund ingen ved, hvad jeg oplever eller hvordan.

For mig at se, er det, der betyder noget, at det jeg oplever, giver rigdom og næring til mig, min adfærd i verden og i mine relationer. Og det, der betyder noget er, at dem jeg kommunikerer til og med, selv vælger, hvilke elementer de tager ind, og at de selv udfolder betydningen deraf. Jeg formidler det, der trænger sig på i mig; det der brænder for at blive udtrykt. Så er resten op til dig.

Jeg håber, at jeg formidler på en måde, hvor det inspirerer til at udfolde skønheden og forunderligheden ved livet, og hvor det styrker, nærer og kan udvide perspektiver; og at jeg støtter, der hvor støtte kan gøre gavn.

At bruge ordet spirituel, kan være dejlig i forhold til at kunne mødes i en kultur, hvor man deler interesse og livssyn. Men at bruge ordet, kan også fratage det, som ordet betegner, en del af sin mangfoldighed, forunderlighed og potentialet til konstant at folde sig ud i nye nuancer. Ikke alt er til at sætte i bås, kasse eller ramme.



Jeg ønsker dig det bedste på din rejse i kontakten med dig selv